Le Pedaleur de Charme er en cykelklub for motionister på alle niveauer.Vi deltager i motionsløb i Danmark og udlandet. LPdC er garant for et godt kammeratskab med plads til alle uanset niveau, hvor sikker kørsel er i fokus.

 

Motion for sjov – og alvor

 Le Pedaleur de Charme er en cykelklub for motionister med stor vægt på charme.
Vi deltager i motionsløb i hele Danmark og i de store klassikere i udlandet.
LPdC er kendt for et godt kammeratskab og sammenhold i klubben. Der er plads til såvel nystartede motionister som træningsnarkomaner.
I flere sæsoner har klubben markeret sig helt fremme i adskillige motionsløb.
 
 Vi starter vores træningsture fra "Planken" bag Kvickly i Dalum. Vi er en åben klub og gæster er altid velkomne til vores træning. Vi har hverken klubhus eller klubblad. Alt kommunikation til medlemmerne foregår pr. e-mail og i vores virtuelle klubhus - FORUM - på vores hjemmeside. Her kan man lufte sin mening om alt mellem himmel og jord i Debatten og de andre on-line fora, som er flittig besøgt. 
 Le Pedaleur de Charme blev grundlagt i 1995, fortrinsvis af folk fra den grafiske branche. Klubbens franske navn stammer fra den legendariske schweiziske cykelrytter Hugo Koblet. Han var en komplet rytter, god i bjergene, men det var i enkeltstarterne han brillerede. Det var dér han virkelig satte sine konkurrenter på plads. I 1951 vandt han Tour de France med 22 minutter til nærmeste konkurrent. Kælenavnet ”Le Pedaleur de Charme” fik han fordi han var datidens mest eftertragtede ungkarl, men også fordi han altid kørte med en kam i lommen, så han kunne sætte frisuren, når han kom i mål.

Der er nu hverken krav om ungkarle-status eller en kam i cykellommen, når vi i dag triller ud på de fynske veje.