LPDC Forum

Onsdag d 26/5 slutter Giro d'Italia dagens tur på toppen af Sega d'Ala.
Først snupper de dog lige turen op mod Monte Baldo fra Avio.


Det minder en del om kongeetapen vi kørte i 2019 og som nogen også kørte i 2018, tror jeg.
https://www.strava.com/activities/2297817612

Det er sjovt nok at se når profferne kører i samme terræn som os dødelige......

20%

Husker stadig 2019’s kongeetape som en voldsom hård dag på kontoret. 135 km og 3700 hdm

.. og ja 20 % ad flere omgange op ad Sega di Ala med den sidste rampe op gennem skoven som den sidste “tandudtrækker”. Her slog min autostop på Garmin flere gange til pga for lav hastighed F..... demotiverende, og man lover sig selv hver gang man har kørt op, at denne gang er det den sidste...

Jeg husker det som en god dag
De der bjerge er sjove..

Fed og hård stigning. Bliver fedt at se profferne på den.

I morgen lørdag d. 22. maj ender etapen på frygtindgydende Monte Zoncolan.

Det er godt nok fra den mindst stejle side, men jeg husker stadig, hvordan jeg for mere end 10 år siden på det stejle 27% grus-stykke forsøgte at komme på cyklen igen. Det lykkedes kun ved at sidde på cyklen og støtte sig til bjergsiden - og så ellers al vægten fremover for at holde forhjulet nede

Bent Bächler skrev: ↑

21 maj 2021, 09:10

I morgen lørdag d. 22. maj ender etapen på frygtindgydende Monte Zoncolan.

Det er godt nok fra den mindst stejle side, men jeg husker stadig, hvordan jeg for mere end 10 år siden på det stejle 27% grus-stykke forsøgte at komme på cyklen igen. Det lykkedes kun ved at sidde på cyklen og støtte sig til bjergsiden - og så ellers al vægten fremover for at holde forhjulet nede

Ja Bent, jeg husker også det vanvittigt stejle grusstykke på den "lette" opstigning til Zoncolan tinden, som var det i går. Det var min debut på klubbens italiensture, og jeg skal lige love for at man fik højdemetre for pengene i Friuli området

På det legendariske grusstykke spærrede jeg forskrækket øjnene op, da jeg efter det bløde sving, efter vi havde passeret skisportsstedet, så klubbens bjergged Eddie på ikke engang 60 kg. gå op af grusstigningen foran mig . Fåågh... den var stejl, og modbydelig, især fordi vi dagen før havde kørt Zoncolan fra den stejle side . I øvrigt på en almindelig dansk "bjerggearing" på 52/39, 11-25... ja man havde jo ikke prøvet at køre store bakker før, så dette måtte jo være rigeligt ... Så unge og friske er bjergbenene squ nok ikke længere...

PS! Kan du huske at du tog et billede af mig på toppen Bent? Fik det dog aldrig set, men godt det samme, for tænker at jeg ser temmelig "hængt" ud

Ja jeg var heldigvis ikke ned det år.
Men året før var jeg dog.
Vi kan jo godt få en lidt værre stigning på årets tur, man kan jo Google på Scanuppia, som ligger melkem Trento og Levico.
Men det er ikke lige min plan at køre der.

Og Sega Ala bliver også lidt langt, men jeg snakkede med Cipo i går og han kunnne anbefale Passo Manghen, så det må vi hellere prøve

Jeg husker godt Zoncolan. Nok det vildeste jeg har prøvet på cykel. Den stejle side forcerede jeg ved at stå op hele tiden og så udvælge passende pauser i svingene, hvor jeg kunne komme på cyklen igen. Og så ellers zigzag Men jeg havde dog en triple. Og heldigvis fik jeg en lift ned i bil af Kim, ellers var mine fælge blevet rødglødende.
Den anden side nåede jeg op som sidste mand (efter at Ronny havde givet op) , lige inden I påbegyndte nedkørslen.
Fed tur.

Michael Kjærskov skrev: ↑

21 maj 2021, 16:14

PS! Kan du huske at du tog et billede af mig på toppen Bent? Fik det dog aldrig set, men godt det samme, for tænker at jeg ser temmelig "hængt" ud

Det billede skal vi da ikke snydes for: Som bekendt glemmes strabadserne jo hurtigt, når først de er overstået - jeg synes du ser både frisk og stolt ud.

Billedet er fra 19-04-2011, og her er et mere fra samme sted.
Jeg er ikke helt sikker på hvem som ellers er med her, men mon ikke det er Lars Rovsing til højre, som står og viser hvor stejlt det var.
Men hvem er det, som sidder ovre i venstre side?
Kaptajn Olsen var også på toppen denne dag: